I henhold til Loven om pædagogiske læreplaner har den selvejende institution Åhaven, lavet denne lokalt udarbejdet plan for den pædagogiske læreproces. Der er i loven krav om, at læreplanen indeholder beskrivelse af mindst 6 kompetenceområder, samt en beskrivelse af dokumentation og evaluering.
Læreplanen er udarbejdet af det pædagogiske personale, på baggrund af de, af bestyrelsen, vedtagne principper. Bestyrelsen har godkendt læreplanen og står for den årlige evaluering.
Grundholdning.
Vores læringspædagogik bygger på institutionens værdigrundlag, tryghed, udvikling og tolerance. Vores udgangspunkt er, at børn allerede ved børnehavestart har mange gode og brugbare kompetencer. Børn er født til, og fungerer bedst, i et fællesskab og vil derfor strække sig umådeligt langt for at tillære sig nye nødvendige kompetencer. Det er dette medfødte behov institutionens læringspædagogik skal bygge på.
Børnene skal have rum og plads til at udforske og afprøve egne og andres stærke og mindre stærke sider. Igennem leg og fordybelse skal de træne alle deres evner (empatiske, motoriske, kognitive)
Læring skal være drevet af glæde og lyst. Lyst til at udvikle sig, og glæde ved oplevelsen af at det lykkes.
Den voksne skal tage ansvar for barnets læring, ikke nødvendigvis barnets udbytte af læringen, men ansvar for, at læringsmulighederne er til rådighed, samt at børnene præsenteres for en bred vifte af muligheder.
Generel praksis.
Huset er indrettet, så der er størst mulighed for, at børnene kan skabe venskaber og læringsrelationer på tværs af køn, alder og sociale forskelle. Vi respekterer i høj grad børnenes valg og søger altid gennem dialog at forstå barnets bevæggrunde. De voksne indgår i lege og arbejdsrelationer sammen med børnene, eller hjælper med igangsættelse af aktiviteter. Da ting tager tid, er vi opmærksomme på ikke at virke unødvendig forstyrrende for børns leg, i form af for mange afbrydelser.
Nærvær og tryghed gælder både børn og deres forældre. Der skal være plads til at tage sig af det enkelte barn og dets familie. Der skal i læringssituationer tages store individuelle hensyn til det enkelte barns behov og situation. Læringen tager udgangspunkt i teorien om ”de mange intelligenser” (Howard Gardner). Eller Ole Lund Kierkegaard; ”der er altid et eller andet man er god til. Man skal bare finde ud af hvad det er……”